Carnot-virkningsgrad-beregner

Om denne beregner

Carnot-virkningsgraden, η = 1 − Tc/Th, fastsætter den teoretiske maksimale virkningsgrad for enhver varmekraftmaskine, der arbejder mellem et varmt reservoir ved den absolutte temperatur Th og et koldt reservoir ved Tc, begge målt i kelvin. Sadi Carnot udledte grænsen i 1824 ud fra en idealiseret reversibel cyklus af isoterme og adiabatiske trin og beviste, at ingen rigtig maskine – uanset arbejdsmedium eller mekanisk konstruktion – kan overskride den uden at bryde termodynamikkens anden hovedsætning.

Maskin- og varmeingeniører bruger Carnot-grænsen som målestok for, hvor tæt en rigtig motor, turbine eller kølecyklus kommer på sit teoretiske optimum, da de faktiske virkningsgrader altid er lavere på grund af friktion, varmelækage og irreversible processer. Kraftværksdesignere bruger den til at begrunde højere kedeltemperaturer for højere virkningsgrad, og fysikstuderende bruger den til at opbygge intuition for anden hovedsætning, før de læser om virkelige cyklusser som Rankine- eller Otto-cyklussen.